Cottagehaven
I 2013 vil jeg ha' meget mere Cottagestil i min have - har du lyst til at læse med?
Cottagehaven er en have hvor planterne skaber en frodig og uhøjtidelig stemning, en skødesløs, vild, og romantisk have, men også en have med dagligt arbejde. Selvom haven ser uhøjtidelig ud er der arbejde at gøre hver dag.
I ”gamle” dage var Cottagehaven det simple landliv, haven skulle kunne forsyne familien med grøntsager, frugt, krydderurter, æg m.m. Efterhånden kom der også stauder, sommerblomster og klatreplanter til. Og gerne en blanding af blomster og spiselige grøntsager sammen. ( Jeg blander nu ikke selv blomster sammen med grøntsager, dog kan nogle grøntsager godt bruges, men mest fordi løvet eller blomsterne passer ind i staudebedet).
En god portion kreativitet skal der til for at opnår en frodig Cottagehave. Det er vigtigt at det ser lidt skødesløst ud, selvom bedene er plantet nøje til, og mange staude -og sommerblomsterfrø er drysset med gavmild hånd, for at få det naturlige udseende. Før var alt tilladt og alle planter tilladt, dog syntes jeg ikke at det passer med alle mulige farver sammen, så jeg holder mine staudebede i farver der harmonerer.
Høns er vigtigt i haven, dels er de hyggelige dyr og dels hjælper de med til at spise køkkenaffald m.m. Og som belønning får du friske æg.
Har du gamle krogede træer i haven er du rigtig heldig, for det passer perfekt til stilen, vi havde desværre kun et par træer i haven, men har i det sidste par år plantet en masse frugt træer, så mon ikke det hjælper lidt om et par år.
I Cottagehaven er et ikke kun planter der udgør stilen, det er også diverse elementer du bruger i havne, her skal det gerne være genbrug eller noget du selv har lavet så det kan ses. Hegn, skur, drivhus, stier, møbler m.m. og gerne i naturmaterialer med patina og ælde. Ikke færdigkøbte plasticmøbler og anden havepynt.
Stauder til Cottagehaven:
Akeleje, asters, daglilje, høstanemone, akanthus, iris, sedum, kæmpevalmue, julerose, lavendel, liljekonval, løvefod, pæon, primula, stokrose, storkenæb, stjerneskærm, solhat, ridderspore, stormhat, klokkeblomst, katost, ærenpris, rudbeckia, løvehale, lupin, røllike, phlox, pimpinelle, hosta, prydgræs med flere.
Sommerblomster og toårige planter til Cottagehaven:
Fingerbøl, hjulkrone, jomfru i det grønne, kantbæger, gaura, judaspenge, kornblomster, valmue, lathyrus, kvan, kæmpeverbena, tobak, tallerkensmække, morgenfrue, engsalvie, haveklinte, matrem, mjødurt med flere.
Frugt og grønt til Cottagehaven:
Frugttræer, frugtbuske, krydderurter, hvidløg, løg, ærter, salat, hindbær, jordbær, kål og alle mulige andre frugt og grøntsager.
Andre planter til Cottagehaven:
Akapanthus, canna, dahlia, allium, tulipan, og andre forårsløg.
Buxus både vild og formklippet og hække.
Andre ting i Cottagehaven:
Hjemmelavet hegn, stakit, skur, drivhus, sten, granit, fliser, zink, m.m.
Store tætte sammenplantninger – frodighed.
Selvsåede blomster og gerne variation hvor farverne harmonere.
Mos, patina, slid og ælde.
Grene og haveaffald (det vil jeg dog godt være fri for)
Brændestabler
Høns
Gamle haveredskaber (må godt ligge fremme) lanterne og gamle figurer.
Fuglebad, træstige, mange krukker med stauder, sommerblomster, krydderurter m.m.
Slyngroser, klatreplanter (klematis, humle og kaprifolie), buske m.m.
Her skal ikke være bar jord - derfor er det en super god ide selv at så stauder - så kan man rigtig "fråse" med beplantningen.
Højbede med frugt og grønt - så mangler jeg bare et par høns!
Vi har en frodig staudehave, men jeg ønsker at der bliver lidt mere Cottagehave over den. Så det må jeg i gang med i 2013. Hvilke haveplaner har du for det nye år?
Rigtig godt nyt haveår